Dette er en artikel jeg har skrevet om min foerste maaned i Florida... Orkaner og French toast. Det foeles ikke som om det kun er lidt over en maaned siden, at jeg stod i lufthavnen, og sagde farvel til min familie, og drog afsted paa min rejse. Det foeles, som om det er hundrede aar siden. Fordi der er sket saa meget. Men for at starte ved begyndelsen.

Det er den 4. august 2004, og dagen for min afrejse er endelig kommet. Jeg har ventet paa denne dag i lidt over et aar, og nu hvor det er saa taet paa, er sommerfuglene begyndt at melde deres ankomst. Jeg staar tidligt op, og faar en speciel foelelse i maven, da jeg kigger paa mine propfyldte kufferter, som jeg har pakket de forloebende dage. En foelelse som jeg for et aar siden havde troet, jeg ville have de sidste 14 dage op til min afrejse, men som foerst nu er kommet. Foelelsen af at noget stort snart vil ske i mit liv. Efter en sidste omgang morgenmad med familien, koerer vi til lufthavnen. Der moedes vi med en representant, for det selskab jeg skal rejse med, og efter en hurtig gennemgang af rejsen, og en del venten, er det tid.

Jeg har i forvejen proevet at forestille mig, hvilke tanker ville loebe igennem mit hoved, naar jeg stod der og skulle sige farvel. Ville jeg graede? Ville jeg kaste mig ned paa knae, og tigge mine foraeldre om at tage mig med hjem igen? Eller ville mine foraeldre tigge mig om at blive? Ingen af delene sker, og efter farvel-kys og kram gaar jeg op til security stedet, og tjekker ind. Jeg har foelgeskab af fire andre unge, som ogsaa skal paa udveklsing. Kl. ca 22, local tid, lander jeg i Tampa lufthavn, Florida, USA. Efter 16 timer paa farten, 11 af dem siddende i en flyver, er jeg hvad man kan kalde godt og grundigt smadret. Med blodskudte oejne, som er svaere at holde aabne, begiver jeg mig ud for at moede min vaerstfamilie. De mennesker som jeg skal tilbringe de naeste 10 maaneder hos.

Jeg har e-mailet med dem gennem de sidste par maaneder, og ogsaa set billeder af dem. Selvom jeg ikke havde, havde jeg nok ikke haft svaert ved at finde dem. Med balloner med paamalede vikingeskibe, og en enkelt delfin, havde de lidt svaert ved at falde ind i den lille maengde af mennesker i ankomsthallen. Med andre ord, de tog godt imod mig. Den foelgende mandag starter jeg i Hudson High school. En skraemmende oplevelse skal jeg aerligt indroemme. Der gaar ikke mindre end 1500 elever, og for mig som er vandt til Blistrup Skole i Nordsjaelland med sine 400 elever, er det mange. Amerikanske unge er vel som de fleste andre, lidt bange for hvad der er anderledes. Der var i hvert tilfaede ingen, som snakkede til mig de foerste dage. Eftersom at der gaar omkring 25 elever i hver klasse, og man har 6 forskellige klasser om dagen, var det lidt svaert at komme til at tale med nogen, fordi man kommer ind, bliver undervist, og saa naar klokken ringer gaar alle ud, og blander sig med de 1500 andre elever, som skifter time samtidig. Det er lidt af en kunst i sig selv, at holde sig i den rigtige side paa gangen, saa man ikke bliver trampet ned af den enorme, og taette, stroem af elever paa vej til deres klassevaerelser. Det var nu ikke fordi, de ikke lagde maerke til mig i timerne de foerste par dage, for hver gang laeren l avede navneopraab, og kom til et navn, hvor han eller hun enten begyndte at lave hakke-lyde, ‘pp-pee-rr-nill’, eller bare sagde ‘uhm I’m not sure, last name is Peterson’, saa rakte jeg haanden op, og sagde med et undskyldene udtryk: ‘I’m from Denmark’. Hvorefter de fleste siger ‘Oh Denmark’, som om de udmaerket godt ved hvor det er, og I oevrigt har taet familie der.

Efter de foerste par dage var overstaaet gik det bedre, jeg har godtaget ‘pp-pee-rr-nill’ som mit amerikanske navn, og jeg har faaet et par venner. Fredagen i den foerste uge fik vi fri, fordi der var en orkan paa vej. ‘Charlie’. Den havde retning mod os om torsdagen, men den skiftede retning over natten, og vi var saadan cirka den eneste kommune i hele Sydflorida, der ikke blev ramt. Det regnede ikke engang her. Vi var heldige.

Om soendagen var vi i kirke. En anderledes oplevelse end i Danmark, maa jeg sige. Praesten har hverdagstoej paa, han joker hele tiden, og vi sluttede af med noget, der mest af alt mindede om en kristen udgave af “Aah boogi woogi woogi”. Naar man koerer ud fra kirkens grund, er der et skilt hvor der staar: “Remember, God loves you -and there is nothing you can do about it”. Dette er bare et gaet, men hvis nogle flere kirker var saadan i Danmark, tror jeg, man ville se flere unge mennesker i kirke om soendagen. Eller som i den ungdomskirke jeg har vaeret i et par gange nu, hvor det starter med et band, der spiller kristen rockmusik. Der kommer 150 unge hver torsdag aften! Den fjerde uge i skolen, endnu en orkan paa vej.

Min vaertsmor fortaeller mig, at de ikke har haft saa mange orkaner, de 3 aar de har boet her. ‘Jeg er vel bare heldig saa!’ taenker jeg ved mig selv. Orkan ‘Frances’ har kurs mod oestkysten af Florida, og vi faar fri fra skole endnu en fredag. Fredag formiddag beslutter mine vaertsforaeldre, at vi ikke tager afsted, vaek fra orkanen. Den lander paa den modsatte kyst, men meteologerne kan ikke endnu fastslaa dens kurs. Den bevaeger sig meget langsomt, og loerdag aften kan vi se, at den har retnign praecis mod Hudson. Da jeg vaagner soendag morgen regner og blaeser det udenfor. Lyden minder mig om Danmark, og faar mig til at foele mig hjemme. I fjensynet ser vi at orkanen, som ikke laengere er en orkan men nu ‘tropical storm Frances’, skal komme til Hudson omkring kl. 13. Vi har taget alle forholdsregler; lejet 5 dvd film, sikret os at vi har gode boeger at laese i, og puttet poolmoeblerne ned i swimmingpoolen. Ja, vi er kla r. Det fortsaetter med at regne og storme, men der er ikke noget tidspunkt, hvor jeg taenker: ‘Waauw, jeg har aldrig oplevet noget lignende’. Kl. 15 mister vi stroemmen i hele huset, og jeg gaar i gang med at skrive et brev til min mor. 8 sider senere er stroemmen stadig ikke kommet igen, saa vi spiser sandwiches til aftensmad.

Efter en omgang kinaskak i stearinlysenes skaer, kommer min vaertsfar i tanke om, at der er is i fryseren, som vi bliver noed til at spise, saa det ikke smelter! Mens vi sidder og gufler, bliver vi enige om, at det er en ting de glemmer at advare om i radioen, taenk paa alle de frysere der lige nu bliver smurt ind i smeltet is. En skam. Efter det maa der bare ske et eller andet, saa vi gaar en tur udenfor. Det blaeser ikke betydeligt nu, det regner kun. Vi opdager, at lidt laengere need af vejen har alle husene stroem, og finder det yderst uretfaerdigt. Efter en hurtig overvejelse om at tage dvd filmene under armen, og gaa ned og banke paa, gaar vi do g indenfor igen.

Knap er vi naaet ind af doeren, foer stroemmen vender tilbage. 7 timer uden stroem har haft en haeftig indvirkning paa os, vi er overhovedet ikke traette. Saa vi smaekker en dvd film paa. Naeste aften, da vi sidder og ser fjernsyn, kommer der pludselig en tornado advarsel. Saa vi tilbringer de naeste 20 min i vaskerummet, som er det eneste rum i huset uden vinduer, med hver vores bog. Der kom nu ikke nogen tornado, men vi maa jo tage alle forholdsregler. Vi har vaeret heldige, 2 gange i traek nu. Jeg mener, hvad er 7 timer uden stroem, i forhold til at taget paa dit hus blaeser af? Jeg haaber bare, vi bliver ved med at vaere lige saa heldige, nu naar der er endnu en orkan paa vej i naeste weekend.

Ja, det har sandelig vaeret en begivenhedsrig foerste maaned paa min rejse. Jeg maa indroemme, at jeg ikke havde taget orkaner i betragtning, da jeg taenkte paa forandringerne der ville ske i mit liv, ved at rejse herover. Men jeg har oplevet og opdaget mange nye ting. Hvem vidste for eksempel, at amerikanerne foerst faar deres post om eftermiddagen? Eller at man, naar man tager paa restaurant, faar fyldt sine drinks op igen, saa mange gange man vil? Og saa har jeg faaet en ny yndlings-morgenmad: French Toast! Genial opfindelse!

Pernille Petersen, Hudson, Florida, USA.